Ensomhed og ligestilling på japansk. Anmeldelse af ”Dagbog fra et tomrum”

Af Emil Glahn

Forestil dig, at du arbejder på kontor i en mellemstor virksomhed. Du er den eneste kvinde i din afdeling, og det forventes, at du laver kaffe til møder og rydder op igen bagefter. Det stod der ikke noget om i din kontrakt, og det er heller ikke det, som du er ansat til, men sådan er det bare. Det er hverdagen for Shibata, hovedpersonen i Dagbog fra et tomrum.

En dag får Shibata nok af at udføre alle disse ad hoc-opgaver, og hun opfinder en lille løgn, om at hun er gravid. Med ét ændres alt. Lige pludselig er der andre, der rydder af efter møder, hendes kollegaer spørger venligt, hvordan det går med graviditeten, og hun får endda lov at gå tidligere hjem fra arbejde. Som ugerne går og Shibatas graviditet tager til, bliver grænsen mellem løgn og virkelighed udvisket, og Shibata har måske alligevel et rigtigt foster i maven.

I 2020 udkom Emi Yagis debutroman Dagbog fra et tomrum. Romanen blev hurtigt en succes i Japan, hvor den vandt Dazai Osamu-prisen (pris for debutanter), og kort efter blev den oversat til engelsk, hvor bogen også har gået sin sejrsgang. Dermed lægger den sig i slipstrømmen af japanske kvindelige forfattere, som i øjeblikket sætter store spørgsmålstegn ved manglende ligestilling, kvinders arbejdsforhold, køn og sex (bl.a. Murata Sayaka og Kawakami Mieko). For meget har ændret sig siden de gyldne årtier efter 2. verdenskrig, hvor kernefamilien var den almindelige konstitution i det japanske hjem.

Tiderne skifter, men det gør kvinders rolle ikke?

Gennem 1960’erne, 70’erne og 80’erne var der fuld smæk på den japanske økonomi, som efter Sovjetunionens opløsning kortvarigt var verdens næststørste efter USA. Dengang gik manden på arbejde, og kvinden blev hjemme og passede børnene. Selvom arbejdsmarkedet, kernefamilien og hele det sociale miljø har ændret sig gevaldigt i Japan og resten af verden, er der stadig en iboende idé om at kvinden er husmor, og at manden er forsørgeren. Det passer bare ikke længere ind i et japansk samfund, hvor kvinder uddanner sig, og karrieren spiller en stadig større rolle.

Mary Brinton fra Harvard University påpeger, at antallet af kvinder på arbejdsmarkedet i Japan er steget markant de sidste 15 år – fra 60% af 30-34-årige i 2006 til 80% i 2023. Men hun påpeger også, at der fortsat er ligestillingsproblemer i Japan; kvinder udgør en stor del af irregulære- og deltidsarbejdere (fx arbejde i en døgnkiosk), lønniveauet er stadig meget forskelligt mellem mænd og kvinder, og så er der næsten ingen kvindelige ledere eller managere.

Kort sagt, så befinder kvinder i Japan sig i en meget prekær situation. De er fanget mellem fortidens idéer om kernefamilien, mens det forventes, at de deltager aktivt på et arbejdsmarked, der forfordeler dem. Måske er det ikke så underligt, at Japan lider af stærkt aftagende fødselsrater og en svindende befolkning.

Ensomhed og gravide kvinder

Bogens japanske titel kūshin techō er en parodi på den japanske graviditetshåndbog, der bliver givet til alle kommende mødre. I stedet for tegnene for mor og barn står tegnet for tomhed. Dermed bliver bogens titel altså Dagbog fra et tomrum – et udtryk for Shibatas tomme mave og den ensomhed, der omkredser en enlig mor uden en baby.

Umiddelbart efter løgnen oplever Shibata alle de frynsegoder, der følger med sin nye gravide status, såsom at få tidligere fri fra arbejde og at blive behandlet bedre af sine kollegaer. Hun er nu et velanset medlem af samfundet – en moder.

Men der går ikke lang tid, inden hun mærker ensomheden komme krybende: ”At være gravid er ren luksus, og ren ensomhed”. Og hun er langt fra den eneste gravide kvinde i bogen. Også Hosono, en af hendes veninder fra et aerobicshold for kommende mødre, fortæller hvordan hun føler sig utrolig ensom – og det endda med en kærlig mand og en (ægte) baby: ”Jeg er ensommere sammen med ham, end jeg er, når jeg er alene”.

Ensomhed er altså et gennemgående tema i Yagis bog, hvor kvinder på den ene eller anden måde, ikke føler sig set, hørt og anerkendt. Det tvinger dem ud i situationer, hvor de i Shibatas tilfælde må vælge løgnen og ensomheden for at skabe et rum, hvor de kan være sig selv. Det bringer tankerne til Murata Sayakas roman Døgnkioskmennesket, hvor hovedpersonen Keiko også må lyve om et ægteskab for at leve på sine egne vilkår i et samfund, der ikke tolerer typer som hende.

Dagbog fra et tomrum er et opråb til den japanske befolkning og regering. Et opråb om ligestilling på arbejdspladsen, om at kvinder ikke blot er mødre, og at patriarkatet er et forældet system. Konsekvensen? Mistrivsel og ensomhed. Kernefamilien og patriarkatet fungerer ikke længere, så det er på høje tide at få ændret markant i et konservativt samfund. Yagi gør os opmærksom på dette med et humoristisk anslag, der gør Dagbog fra et tomrum til en yderst underholdende og letlæst kritik af dybereliggende sociale problemer i Japan.

Bogen er oversat af Hanne Arnold og udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Kilder

Brinton, M. (2024). “Unlocking the potential of Japan’s female workforce”.https://eastasiaforum.org/2024/07/07/unlocking-the-potential-of-japans-female-workforce/

Videre læsning

Akademisk litterær analyse af Dagbog fra et tomrum:

Specchio, A. (2024). ”A/Void Pregnancy? Yagi Emi’s Kūshin techōand Fake Pregnancy as a Means of Exploring Women’s Struggles”. Journal of the American Association of Teachers of Japanese, vol. 58 (2).

Om Emi Yagi:

Kosaka, K. (2022). ” A new life is born from a lie in Emi Yagi's 'Diary of a Void'”. https://www.japantimes.co.jp/culture/2022/08/13/books/diary-of-a-void/ (kræver abonnement hos Japan Times eller NY Times)

---