Sømmet der stikker ud, bliver slået i – anmeldelse af Sayaka Muratas Livsceremoni

Murata udforsker mangfoldighed, sociale normer og menneskekroppen gennem sex i endnu en samfundskritisk skønlitterær bog.

Af Emil Glahn

Din kollega, Yamamoto, dør pludselig. Hvad gør du? Du tager selvfølgelig til middag med hans familie og venner, hvor hovedretten er Hr. Yamamoto selv. Der er bonuspoint, hvis du kommer tidligt og hjælper med at forberede ham. Der skal laves både Yamamoto-kødboller med revet kinaradisse og braiseret Yamamoto-lårben med cashewnødder.

Middagen er udsøgt, og som aftenen forløber, finder folk sammen. De forlader middagen som par, der netop har vundet i et reality-program, hvorpå de har sex på åben gade. På den måde bliver død til liv.

Det er plottet i Livsceremoni, titelnovellen og den første af 13 skøre, vanvittige og til tider ganske relaterbare noveller fra Sayaka Murata. I bogen er sex et gennemgående tema, men i modsætning til hendes tidligere romaner, Døgnkioskmennesket og Jordboerne, giver novellestrukturen mulighed for at udforske seksualitet fra mange forskellige vinkler – alt fra en uskyldig piges lyst til at komme ind under huden på sin kæreste, til aseksuelle ægteskabsalliancer og nymfomaniske bedstemødre. Resultatet er en novellesamling, som udfordrer læseren og sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentligt er normalt og logisk i vores senmoderne samfund.

Sex bliver et udtryk for mangfoldighed

I et indlæg i The New York Times skriver Murata, at sex var noget, som hun opdagede i en ung alder. Dengang anså hun det som noget helt fantastisk og unikt, indtil hun en dag læste om det i avisen som et beskidt og erotisk fænomen. Dermed forvandledes sex fra hendes egen uskyldige opdagelse og lykke til en allerede velkendt og defineret social diskurs. I Livsceremoni tager karaktererne ejerskabet af sex tilbage, og det bliver samtidig et udtryk for mangfoldighed.

Et godt eksempel på dette er Et sommeraftenkys, hvor vi møder to ældre veninder, der er vidt forskellige. Kikué er helt vild med mænd og har ofte sex med sine yngre kollegaer fra døgnkiosken. Yoshiko har aldrig nogensinde haft sex eller kysset nogen, selvom hun har både en mand og to børn, som hun har fået gennem kunstig befrugtning. Hvor andre ofte har været dømmende og eller fået et chok, sagde Kikué blot ”Nå da,” da Yoshiko fortalte, at hun var jomfru. På den måde accepterer de to ældre damer hinanden, selvom de er vidt forskellige.

I Magiske kroppe sætter Murata en uskyldig, organisk tiltrækning til sex og nydelse op mod en stigmatiseret forestilling om, hvad det vil sige at være en moden pige i mellemskolen. For de populære piger handler det om at have store bryster, gå ud med ældre drenge og at vide en masse om mode og make-up. For den stille Shiho, er modenhed at hvile i sig selv – sex og nydelse noget smukt, som man selv skal finde ud af.

Gennem novellerne fortæller Murata os, at sex er noget helt unikt og individuelt. Nogle er aseksuelle, andre har et helt vildt højt sexdrive, og nogle bøjer sig efter samfundsnormen, mens andre udforsker det, som var det noget helt nyt, kun de kendte til. Som hun skriver i Magiske kroppe: ”Vi var stadig i fare for at blive slået ud af andres ord eller at blive nedgjort af de værdier, der var blevet skabt af de voksne, der styrede verden.” Faren er normen og de voksne, der hudløst har accepteret den.

Skal sømmet der stikker ud, slås i?

I Japan har man et udtryk: ”Sømmet der stikker ud, bliver slået i.” Det betyder, at man følger de samfundsnormer, der nu engang hersker; man stikker piben ind og følger trop.

I praksis kommer dette bl.a. til udtryk i det offentlige rum, hvor mange bærer de samme grå, sorte og hvide nuancer af tøj – man skulle jo nødigt skille sig ud. Eller når folk venter pænt i kø på togplatformen eller ved fodgængerovergangen, når der er rødt lys.

Men er der bare én, som går over for rødt lys, er der pludselig flere, som følger med. På samme måde kan man anskue Muratas novellesamling som den person, der trodser normen og går over for rødt. Murata repræsenterer dem, der ikke nødvendigvis mener, at det er essentielt at reproducere for at holde fædrelandet Japan kørende, at skabe en normal kernefamilie eller finde et godt traditionelt arbejde med livstidsansættelse.

Og ifølge statistikkerne er der ganske mange af dem. Godt 45% af kvinder og mænd mellem 20-49 år i Japan ikke har haft en sexpartner det seneste år. Dertil er antallet af en-persons boliger steget fra 29,5% i 2010 til 38,1% i 2020. Og andelen af japanere der aldrig har været gift, når de runder 50 år, er også steget markant de seneste år . Det er tydeligt, at samliv og ægteskab er faldet i popularitet i Japan, og at en stor andel af befolkningen ikke har en sexpartner.

Netop denne problematik fordøjer Murata i novellen Et rent ægteskab, som sætter fokus på adskillelsen af kærlighed, sex og familieliv. En mand og kvinde indgår en form for ægteskabsalliance, med henblik på et bror-søskende lignende forhold i hjemmet, hvor der er ro og plads til at være sig selv. For dem giver det ikke mening at indgå i et ægteskab, hvor sex, kærlighed og familieliv blandes sammen: ”En familie bør ikke have noget at gøre med kærligheden mellem mand og kvinde, den bør være et godt partnerskab.”

Denne form for sexløse ægteskab eksisterer allerede til en vis grad i Japan, hvor det ikke er unormalt, at børn sover i samme seng som deres forældre. Dermed bliver sexlivet sat på pause, mens rollen som forælder tager over. Muratas novelle er ikke fortaler for denne slags ægteskab, men den er fortaler for anerkendelsen af muligheden for intentionelle sexløse ægteskaber. Og det er måske netop denne form for anerkendelse, der er behov for i et land, hvor stramme sociale normer spænder ben for tilværelsen hos den enkelte.

Hud, hår og kannibalisme

Der er ikke kun gennem sex, at Murata udfordrer vores gængse tankegang. Genbrugen af det menneskelige korpus, bliver genstand for debat i flere noveller. Man kan da lige så godt bruge menneskehår som uld til at lave en lækker sweater? Eller udnytte menneskekød til ernæring, ligesom vi gør med dyr?

I novellen Livsceremoni tænker jeg-fortælleren tilbage til dengang, hun var barn. Dengang det ikke var normalt at spise afdøde mennesker, og hvor sex stadig var noget man gjorde bag lukkede døre. Pludselig vendes denne tankegang på hovedet. Nu er kannibalisme blevet hverdag, og der ligger sæd på gaden efter inseminering ved livsceremonier. ”Hvem er nu den mærkelige?” spørger Murata læseren.

Muratas 13 noveller er lige så skøre, som de er relevante. De stiller ikke kun spørgsmålstegn ved vores forståelse af hud, hår, sex og kannibalisme i Japan, men i hele verden. Hun udfordrer vores tankegang for, hvad der er normalt. Selvom nogle af historierne er direkte groteske (eller er de?), er de umenneskeligt underholdende og byder ofte på overraskende slutninger. Livsceremoni kan opleves som god skønlitterær læsning, men den kan også sagtens bruges til dyberegående analyser af Japan og vores eget samfund.

Livsceremoni er oversat af Mette Holm og udgivet af forlaget Grif.

---